Wednesday, July 11, 2007

Wikipedia

Det forgudede og forkætrede net-værk Wikipedia (og selvfølgelig også den engelske udgave), bruger jeg mest til at slå IT-ord og begreber op i. Jeg læste engang i Bibliotekspressen, at en majoritet af bidragyderne er yngre IT-interesserede mænd. Der må så være en god chance for at artiklerne er skrevet af folk der ved hvad de skriver om. Jeg ville nok ikke bruge denne encyklopædi til at opsøge viden om historiske eller politiske emner, det er vel også inden for disse områder, der af og til har vist sig at være problemer. Men jeg synes teknikken er fin, ideen er fin - lad os endelig få en stor, levende og demokratisk vidensorganisme på nettet. Wikipedia selv har jo aldrig forestillet sig at skulle erstatte andre og mere regelrette leksika.
Jeg har oprettet mig som bruger, og havde egentlig planer om at skrive en lille artikel om et afgrænset emne/person der interesserer mig. Men jeg kan mærke, at jeg ikke får det gjort, jeg sidder fast i overvejelser og pedanteri. Jeg ville være frygtelig nervøs for ikke at gøre det godt nok. Ikke fordi jeg synes alle artiklerne er noget at råbe hurra for. Der er hele spektret, lige fra det mest klumpedumpede og u-researchede og til det videnskabelige.

No comments: