Wednesday, June 27, 2007

Podcast

Jeg vendte tilbage til min Google reader for at lave denne opgave. Jeg bruger ellers Bloglines. Jeg lagde to podcast-feeds fra Podhead ind i den, Danske Dyrs fuglestemmer og "Dittes Digte" . Det var jo nemt nok. Men så skulle jeg downloade et af digtene til min lille elegante MP3-afspiller, som jeg slet ikke havde brugt endnu. Det var simpelthen første gang i mit liv jeg skulle bruge sådan én, så det tog lidt tid, men jeg fandt da radioen!
Jeg sad længe og stirrede på en digt-fil og spekulerede over hvordan man mon fik den over i den lille babytingest. For at øve mig lidt gik jeg så ud på Netmusik for at låne noget, det havde jeg heller aldrig prøvet, men jeg forestillede mig at det måtte være nemt. Jeg fik også hentet en fil, men da jeg havde udpakket den og ville afspille den, kom der et musikafspiller-program (Musicmatch? Musicbox?) og ville have mig til at downloade deres produkt, dog helst den opgraderede version til $19.95, som jeg ihærdigt forsøgte at sno mig udenom. Det lykkedes mig at afinstallere programmet, men så kunne jeg ikke afspille det lånte nummer. I mellemtiden kom Tage på arbejde, han mente at jeg bare kunne bruge Windows Media Player, som lige skulle opdateres. Men det viste sig ikke at være så enkelt, da vi ikke lige kunne finde ud af det med licensen. Så nu har jeg lånt to Aretha Franklin-sange jeg ikke kan høre, men heldigvis forsvinder de af sig selv efter 7 dage, i modsætning til alt det andet rubbish der efterhånden ligger på min stakkels og førhen så rene og pæne maskine.
Tage fandt heldigvis ud af, hvordan jeg kunne optage et Ditte-digt på min lille Zen-ven, og minsandten om vi ikke også til sidst fandt ud af hvordan jeg kunne afspille det. Jeg er dog ikke sikker på at jeg vil kunne rekonstruere det.
Muligvis er jeg slow, men det har altså taget mig et par timer plus en kollegas hjælp at løse opgave 20.

Wednesday, June 20, 2007

Personlig Google - noget for mig?

Jeg ved det ikke rigtigt, men det kunne måske godt være! Foreløbig har jeg indrettet mig med farvetema (byskab) og diverse nyhedstjenester, samt dagens visdomsord fra Oprah. Det er muligvis ikke det jeg vil satse på i det lange løb, men selv ideen vil jeg overveje. Jeg har endnu ikke fundet ud af, om man også kan have alt mulig andet liggende på den - links til fx Delicious, osv. Jeg bruger p.t. ikke Googles reader, men Bloglines, men det kunne jeg jo evt. også ændre.

Google docs

Hvad skal vi skrive her?

Det ved jeg ikke lige nu, men Inge vil måske skrive noget senere. Så kan vi arbejde i det samme dokument.

Den lille sol skinner hér. Den skinner også i Powerpoint. Hvorfor skinner den ikke i Plone? Det er et IT-mysterium. Men måske er der en ganske enkel forklaring, som jeg nu heller ikke har anstrengt mig voldsomt for at finde. Bente Jensen siger, man skal lege på nettet. Så må jeg lade være med at tage det hele så alvorligt.

Det er vel nok en fin lille sol du har fået fundet dig, det er bare ærgeligt hvis du også gerne vil have den i Phone og det ikke kan lade sig gøre, især nu hvor vi ikke har Niels Jensen mere!!

Det kunne være det ville være sjovere at skrive i dette dokument hvis vi skulle bruge det til noget fornuftig.

Vi kunne fx. bruge det når du laver et brev til institutionerne og vi skal se det inden det bliver afsendt.



Ja, det er rigtigt Inge, men vi har jo vores K-drev, så det er ikke så vigtigt i vores arbejdsmæssige sammenhæng. Men jeg tænker på at hvis jeg fx ville skrive noget sammen med min veninde, kunne vi bruge Google docs. Du kunne måske også bruge det når din søn er i udlandet.

Wednesday, June 13, 2007

PBwiki

Jeg kendte selvfølgelig Wikipedia, men har aldrig helt forstået hvad en wiki er. Ved egentlig stadig ikke om jeg forstår det. Jo, det må være et anderledes sprog end HTML. Men hvad er egentlig den dybere forskel på en wiki og en blog, når wikien som i PBwiki har en wysiwyg-brugergrænseflade? Og hvad er forskellen i brugen? Man kan jo også være fælles om en blog.
Nu har jeg i hvert fald oprettet min wiki. Jeg er lidt træt af at oprette ting jeg ikke ved om jeg vil bruge, så jeg er begyndt at tænke over hvad denne kan bruges til. Noget i børnebiblioteket? Eller noget med kollegerne? Noget med kommunikation i vores organisatoriske enhed, Amager Vest Bibliotekerne? Så burde den måske hedde noget andet, men man kan jo skifte navn på sin wiki. Anyway, jeg tænker. Jeg synes nemlig, man skal bruge Web 2.0 til noget!
En uge senere:Jeg kom i tanker om, at Solbib er et dumt navn, da Solrød Bibliotek kalder sig dét på nettet. Jeg ville så ændre wiki'ens navn, der stod at man bare skulle klikke på support. Så fik jeg besked om, at den funktion var sat ud af kraft, da det var lettere sagt end gjort! Hvad i alverden er det nu for en besked at give folk??? Det meste af det jeg beskæftiger mig med, er minsandten lettere sagt end gjort! Man bliver ikke just imponeret. Det ender nok med at jeg nedlægger den wiki, har heller ikke fået ideer til den.

Wednesday, June 6, 2007

Technorati

Jeg kan mærke at jeg trættes hurtigt, når jeg skal overskue sådanne helvedes- eller paradismaskiner. Brugergrænseflader er et emne man kan diskutere længe, og løsningerne på problemerne er sikkert ikke nemme, da folk også opfatter meget forskelligt. Men Technorati synes jeg er svært overskuelig. Jeg oprettede adskillige widgets før jeg fandt ud af hvad jeg foretog mig, og hvilken af dem jeg var interesseret i. Jeg vil kigge nøjere på sitet en anden dag, men fik da lavet en lille liste over blogs.

delicious Delicious

Her er min yndlings Web 2.0-ting, sikkert fordi jeg med det samme kunne se brugbarheden! Jeg har haft min Delicious i et halvt års tid, men den er stadig ret lille. Det skyldes, at jeg endnu ikke har besluttet mig for opbygningsprincipperne. Skal man bruge den til de udsøgte, vanskeligt tilgængelige steder, ting der er svære at huske på? Eller skal man bruge den til absolut alt man kan tænkes at få brug for, professionelt som privat, og linke til hele sin åndelige håndbagage? Jeg sidder stadig mellem to stole, og der er ingen særlig systematik i det jeg foreløbig har på, bortset fra at det er ting der interesserer mig. Men jeg er i hvert fald ikke spor i tvivl om, at jeg vil beholde og bruge og udbygge min Delicious efterhånden.
Omtrent samtidig med at jeg oprettede den, oprettede jeg én til børnebiblioteket. Jeg lagde nogle links på, som jeg syntes børnene skulle kende, og opfordrede dem så til at lægge deres egne på. Vi downloadede værktøjsknapperne til alle publikumsmaskinerne i børnebiblioteket for at gøre det lettere. Jeg fortæller børnene om Delicious og reklamerer sommetider via opslag m.v.
Nogle af dem synes også det er skægt at lægge links på, det drejer sig om "spil" eller "sjov" eller "piger", hvor mange af linksene stammer fra børnene selv. Det er ikke alle der kan stave eller finde ud af at tagge, men så hjælper jeg dem. Hvis man også vil have børnene til at huske at bruge linkssamlingen bagefter, skal man dog minde dem om at den eksisterer! Måske skal man være relativt højt oppe i skolealderen for virkelig at se brugbarheden. De lidt yngre er jo ofte ret monomane i deres tilgang til nettet, starter hver dag med Habbo eller GoSupermodel. Jeg har nu heller ikke gjort så meget ud af at fortælle ungerne om "social tags", da meget af det, folk tagger "spil", nok ikke lige egner sig for dem ...
Jeg er dog overbevist om, at Delicious har en fremtid i undervisningen, fx i forbindelse med projektopgaver o.lign. Det har jeg skrevet i bloggen Samarbib, der er dog endnu ingen lærere der har reageret på det.

Second Life

Min kollega Inge havde oprettet en avatar inden kurset gik i gang, så hende må vi andre låne. Flere har også forgæves prøvet at oprette én hjemmefra. Second Life er et enormt tungt program. Min gode stærke maskine hér på arbejdet var ved at miste pusten.
Men jeg fik leget lidt med Fuga Nikolaidis, som vores gruppe-avatar hedder. Jeg nåede dog ikke langt, man skal bruge meget tid på at finde ud af hvordan det hele fungerer. Eller måske bare være lidenskabeligt motiveret!
Jeg kom på Info Island, og besøgte Dotbot. Men da jeg ikke vidste hvad andre folk hed, kunne jeg ikke finde på så meget at foretage mig. Jeg har dog sendt et message til Tekman Tripsa, min kollega Therese fra Christianshavn, som desværre ikke lige var på. Og jeg har bedt Jojo Voyager om en 23 ting-t-shirt til Fuga. Så må vi se hvornår vi får gang i hende igen.
Jo, jeg kan da godt se, at nogle kan føle sig tiltrukket af dette univers, og går man ind på præmisserne, er mulighederne vel i og for sig ret ubegrænsede. Men det er nok en temperamentssag. Jeg synes det er langt sjovere og mere frugtbart at supplere sit fysisk/åndelige/intellektuelle liv med det virtuelle i form af punktnedslag, så at sige, fremfor at kreere et helt virtuelt univers som kopi.
Mit yndlings-funability-sted på nettet? Doktor Rargo ....

Billedgenerator


Her er et guldæg, gid det var penge til bibliotekerne i København.